Side:Til dem som forkynner.djvu/23

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

literatur, likevel ikke lægger an på eget fællesmål, fordi de nu er dele af et større folk; og det vilde være „at splitte“.

Her er en sammenstilling, hvori ikke et eneste led passer på vort tilfælle! Ikke repræsenterer vore bondedialekter selvstændige folkefærd, ikke har de som sådanne havt en selvstændig literatur, — og likevel undser vore bondemålstrævere sig just ikke for „at splitte“!

Nej, svares der, det anføres også for at syne motsætningen, den nemlig, at hos os er det „hele bondelandet“, som samles på det ny fællesmål; her hos os kan ikke være tale om „splittelse“.

For det første er dette ikke sant, — rent ut ikke sant; en stor del af „bondelandet“ (og byerne) samles bedre på det, vi har. Men dernæst: — vi har et landsgydligt fællesmål, som er født af vort gamle, og som vistnok har tapt både former og ord, der ænnu finnes hos bondemålene, men ligner heri både svensk og dansk; det er fræmgangsloven: — dette fællesmål retter på sig hvær dag, og det forstås af hvært boklært barn i landet; det har en stor folkekær literatur, og ænda skal det fortrænges? Og det kaller deat samle?! — Slike sammenstillinger får også opgives.

Dagbladet 18. juni.

Så kommer bondemålstræverne med det engelske sprogs historie, som er den, at erobrerne la et helt fræmmed sprog over det infødte folks og kvalte det. Ligner dette vort tilfælle? Nej, men nu kommer det, som skal ligne: i tidens fylde samlede det undertrykte sprog sig i „en generalnævner“, og denne blev grunlaget for det nuværende engelske sprog.