at fræmgangen er den: at møte bondens mål med vor dagligdagse tale; i dette møte vil saa lit om sænn, utjævning gå for sig. Når den er i bedre gang, kænner jeg mig tryg på „bondeskønnet“, som „de kristelige og nationale“ vænter sig så meget af; jeg tænker, de får føle det.
Derfor alle I, som forkynner og lærer i det norske mål, bokavlens mæn, bladenes, skolens, kirkens, lad det bli dere en alvorlig sak, den, som gamle „overlæreren“ her sætter fræm! Lad ikke den sprogrejsning, som vi alle er glad i, vokse op til at gjøre skade — det være sig på vort mål, på vor politik, på vor følelse for hværandre som slægt af samme Folk.
Også i denne sak skal vi helst trøste os til de små midler; — et slikt et som at køpe K. Knudsens „Unorsk og norsk“ og la den stå på vort arbejdsbord. Kanske går det dig som mig, at det varer en god stund, før du husker på, at den står der, og atter en lang stund, før du lærer at bruke den; men det kommer.
Og tviler du på vejen, så bare læs hans „Hvem skal vinne?“ Den vil fæste din tro. Af den lærer du kanske også, hvad der fattes din egen stil ænnu, og hvordan det kan bøtes.
