Side:Til dem som forkynner.djvu/11

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

pæere“ er vi, — selvfølgelig! De vil ha fræm til landsgyldigt et sprog, som Europas historie stanste i for flere hundre år siden; så må da vi, som ejer det, historien går i, bli „europæere“; — væk med „europæerne“!

Jeg tænker, vi skal vågte os, så vi ikke gennem målstræv driver op i bakstræv; det kan umulig sejre; men det kan altid hæfte os væk en halv mænneskealder eller så. Vi var nu komne i god, stø gang; og hvor langt vi rak, sålænge vi bare var et bondefolk, det vét vi.

Hvorledes skulde vi også ta os ut ved siden af svensken med vort bondemål som landsgyldigt?

Når en annen har det samme, som vi har, men bare meget finere, har det magt over os, ofte en hel uvæntet; vi kan regne os til følgerne! — Nu kan svensk mål ikke ta sig fræm som vort på et teater; det er tyngre. I samliv svensk og norsk imellem i utlandet tar svensken flere ord og vendinger fra os æn vi fra ham (eller henne); vort er hændigere og snarere. Men med vort bondemål mot hans europæiske? Vi kænde os snart som hans almue; i alle fall vilde han kænne det saa.

Så godt vi kunde, har vi „europæere“ hjulpet bonden fræm; vi har frydet os for hvært et steg, han tok, til oplysning og frihed som til magt; men mest når bonden var god til at hjælpe dem efter, som står bakenom ham.

Nu viser det sig, at netop de, som kaller sig „kristelige og nationale“, de samme, som vil støte os ut, de vil heller ikke hjælpe ham bakenfor til stemmeret. Os væk og ham ikke fræm!

„Ser du Arta“?

Men vi vender tilbake til sproget! Også i det vil fræmgangens love være stærkere æn de enkeltes vilje; og K. Knudsens lille bok viser os så tydelig,