Navn knyttet til Nedrivelsen af et Par af Landets skjønneste Kirkebygninger, en Færd der tidligere vistnok er bleven for strængt bedømt, men som paa den anden Side vilde have været ligetil umulig, om der i Gemyterne havde været noget tilbage af Respekt for det Hellige.
Men, trods al Vanmagt er den norske Kirke endnu Landets rigeste Korporation, og saa vel den indflyttede og indgiftede som den indfødte Adel hæve mod den sine graadige Blikke. Her var Jordegods, værd Millioner, her var Guld og Sølv og ædle Stene til uberegnelige Værdier. Kirkens Rigdom havde lagt Grunden til dens Udartning; den samme Rigdom hidførte ogsaa dens endelige Fald. Som en Spaadom om dette kan man betragte den forfærdelige Ildebrand, der overgik Throndhjem den 5te Mai 1531, efter hvilken Domkirken stod som Ruin og Byens øvrige Kirker og Klostre paa et eneste nær laa i Aske. Føier man hertil, at Domkirken, den lille Kristkirke, Apostelkirken, Bispegaarden, Kanikeboligerne og Provsteresidentsen i Bergen var blevne nedbrudte, saa der ikke var Sten paa Sten tilbage, saa maatte Enhver kunne forstaa, hvorledes det lakkede mod Enden. Og Enden kom og Faldet blev stort. Thi alt, hvad der ikke er af Gud og har Evighedens Livskraft i sig, det opløser sig selv for derpaa ved ydre Leilighed at styrte sammen. Men hvad der var af Guds Liv i den katholske Kirke, det gik ikke tilgrunde, men opstod i forklaret Skikkelse, efterat Evangeliet ved Reformationen havde faaet Løb i vort Land.
