lig Stand, saa blev man ilagt en Mulkt af 2 Ører; kunde man ikke sin Børnelærdom, naar man skriftede, kostede denne Uvidenhed 3 Ører, og undlod man at gaa til Skrifte, blev man affordret hele 3 Mark o. s. v.
Tilsidst nærmer Døden sig; da hentes Sognepresten til Vedkommende for at meddele ham den sidste Olie. Efter Døden føres Liget inden 5 Døgns Forløb til Kirkegaarden for at begraves, og Presten faar sin Ko i Utferd.
Hvad de høiere Klasser angaar, da hersker der inden disse ialmindelighed ikke blot en udbredt religiøs Ligegyldighed, men tillige en Ringeagt for det Hellige, der har grebet vidt om sig. Den opdukkende reformatoriske Bevægelse bidrager ogsaa til at gjøre de frække endnu mere tøilesløse, de rovgjærrige endnu mere glubske. Hvad der her er sagt om de høiere Samfundsklasser, finder ogsaa i betydelig Udstrækning sin Anvendelse paa Byernes Indvaanere, af hvilke Tydskerne i Bergen var dybest sunkne. I 1526 klages der fra denne By over, at „Ægteskab forkrænkes ..., Frillelevnet bruges .., Kirker og Kirkegaarde violeres, Frendskab og Fadderskab regnes for intet“[1]. Endnu bitrere klager Erkebispen i 1533 over, at hellige Dage aflægges, at Kjød ædes paa de anordnede Faste-Dage, at Børn ikke bliver døbte og konfirmerede, at Tienden ikke erlægges rigtigen[2]. Det i moralsk Henseende mest fremtrædende ved de høiere Klasser er den Upaalidelighed, den Løgnagtighed, den Underfundighed, det Hykleri, der giver sig Udtryk i de samtidige Dokumenter, hvor Usselheden er ligesaa gjennemsigtig, Hykleriet sig ligesaa selvbevidst som hos Personerne i Vessels Kjærlighed uden Strømper eller i Pascals Lettres provinciales. Den fra Karakterens Side mest uplettede Mand i Samtiden er den Danske Befalingsmand paa Bergenhus, Ridder Eske Bilde. Og dog er hans
