den ofrede sin Dygtighed og sine Talenter, medens der led et almindeligt „Korsfæst“ trindt omkring, – er hans Storhed. Han var vel en af de mest fremragende Mænd, Nordens Kirke har ejet, og som dens Tjener vil han visselig mindes, naar hans Fædrelandssange ikke mere lyde. Underligt maatte det vel være i hin Tid at tænke sig en Biskop, som ikke havde studeret i Tydskland, – ja som overhovedet intet grundigt Studium havde gjort i sin Ungdoms Tid. 3 Maaneders Læsning med non contemnendus til Resultat kan man neppe kalde saa. En fremragende Biskop, blottet for theologisk Lærdom, har man nok ikke ofte hørt Tale om, førend man fik se en saadan i Nordahl Brun. Det skal indrømmes, at en Biskop nødvendig maa besidde theologisk Dygtighed, om ogsaa Lærdommen mangler, men selv den skulde man paa Forhaand være tilbøjelig til at frakjende ham. Dette gaar dog neppe an. Den unge Mand tager sjelden den theologiske Dygtighed med sig fra Examensbordet; først senere gaar hans Kundskaber in succum et sangvinem; den senere Tids Modenhed i Forbindelse med udvidet Læsning forskaffer ham den. Brun tog visselig ingen theologisk Dygtighed med sig fra Examensbordet, men at han har forskaffet sig den siden – derom er hans udarbejdede Taler de bedste Vidnesbyrd. Muligens kunde Brun have opnaaet et højere Trin af Lærdom – om hans Evne til at berige sig med Kundskaber vidner hans Skolegang – men de æsthetiske Interesser drog i Ungdommen hans Sind bort fra denne Vej. Gud styrede det dog saaledes, at det Tab, han herved led for sin Fremtid, netop gjennem denne hans æsthetiske Gjerning blev ikke lidet erstattet, idet det blev Brun givet at skjænke sin Kirke en herlig Skat af Psalmer. Enkelte af disse kom – tildels i radbrækket Tilstand – ind i den „evangelisk-christelige“ Salmebog, andre ere bragte til Ære i den nyeste Tid i Samlingerne af Missionssalmer, i Landstads og Hauges Salmebøger.
