selv kan have Tid til saa høivigtig en Forretning, og Menigheden ikke for længe skal opholdes.
4. Hos Gudstjenestens Forretning maa Presterne tilse, at de befalede sædvanlige Psalmer hverken bliver udelukte, eller af Klokkeren forkortede.
5. Presterne beflitte sig paa at forklare alle deres Texter til Menighedens Opbyggelse, og vogte sig for at fremføre Noget, som enten ikke kan være forstaaeligt, eller blive anstødeligt for de enfoldige Sjæle.
6. Jeg igjentager endnu mit første Monitum for mine velærværdige Brødre, at de ingen fremmed eller ubekjendt Studioso betror deres Prædikestol, medmindre saadan Person haver først anmeldet sig for Biskopen, for ham anvist sine Attestata, iblandt hvilke hans privati Præceptoris Attest om hans forrige Forhold stricte maa exigeres, og han derefter for Provsten og Presten, i hvis Provsti og Sogn han indkommer [foreviser] Biskopens Tilladelse at betjene Prædikestolen, naar den ham af Presten bliver tilladt for at øve sig.
7. Presterne vogte sig vel for, saavel af Nogen at antage Noget til Publication af Prædikestolen, som dertil ikke egentlig henhører og den christen Kirkes Ben ikke udkræver, som i Besynderlighed at anmelde det af Prædikestolen, som deres egen Interesse vedkommer, saasom Tiendens Leverance, Arbeide til Prestegaarden og deslige Ting, hvilke kan paa Hestegaarden anmeldes enten ved en af Medhjælperne eller en anden god Mand, som dertil formaaes.
8. Da jeg intet haver mere seet, hvorefter ikkun fem à sex Faddere skal admitteres hos hvert Barns Daab, end det kongl. allernaadigste Rescript, som til Stiftsbefalingsmanden alene er indkommet, da haver jeg intet derom kunnet Clericiet communicere, men det vil dog blive her efterretteligt, at hos hvert Barns Daab ikke flere end fem Faddere anskrives og indskrives i Ministerialbogen.
9. Hos Antegnelsen til Alterens Sakramentes Delagtighed vilde Presterne dette iagttage, at de dertil hverken antager Nogen af deres Menighed, som er bekjendt af et forargeligt og ugudeligt Levnet, førend samme efter Prestens brugte gradus admonitionis viser kjendelig Forbedring, ei heller ubekjendte Personer, hvilke i Sognerne kan ankomme, naar de fra deres sidste Sogneprest og Sjæleserger ankommer uden Attest om deres forrige christelige Forhold. Derhos bliver det at iagttage, at Presterne med de udi Sognerne indkomne Enrullerede i de gevorbne Regimenter, at de ikke bliver annammede til Nadverens Delagtighed aleneste paa fremviste Attest fra Kompagniets Chef, hvorefter de passere som Frimænd, men derefter ikke kan forsikres at være rette christne
