skopen derefter kan finde Aarsag at berømme saavel Provsternes som Presternes Vigilance og Omhyggelighed for Menighederne, tilrettesætte de Efterladne og opmuntre de Flittige, samt recommandere paa sine Steder alle Retsindige.
3. Saasom det er befunden hos en og anden Sogneprestes dødelige Afgang, at Enken og Arvingerne, som ere benaadede med Naadsens Aaret haver fundet sin Besvær med at forlange en Prestes Beskikkelse til Kaldets Betjening, indtil Successor indkommer, Biskopen har og fundet sin Fortrædelighed at adskillige Sogneprester nødigt haver villet overlade deres Medtjener til et fremmed Sogns Betjening, forestillende, at de selv behøver deres Medtjeneres Tjeneste; saa vil det herefter tilkomme Provsterne, i hvis Provsti Sogneprestens dødelige Forfald sker, strax at antage sig samme Menighed forsvarligen, saavel ved sig selv som alle Provstiets Medbrødre, indtil Successor bliver allernaadigst kaldet og derefter kan indkomme. Thi ingen Billighed findes derudi, at nogen Kapellan af et andet Provsti beskikkes at forrette Tjenesten paa det Sted og i det Sogn, hvilket ikke.Provstiet tilhører, men hos saadan Vacance bør Stedet forsynes med Provstiets egne Prester.
4. Provsterne erindres at holde, foruden Justits- og Skifte-Protokollerne, deres Provstibøger i forsvarlig Stand, hvori indføres alle de indkomne kongl. allernaadigste Forordninger og andre Rescripter, paadet Posteriteten deraf altid kan faa Gjenpart til Efterrettelighed, efterdi det letteligen kan hænde, at det, som af Presterne selv kan være i deres Ministerialbøger anført, kan saavel ved Presternes Forandring som Tidens Længde forkomme.
5. Provsterne maa hver i sit Provsti med allerstørste Nidkjærhed og Flid se derhen, at de kongl. allernaadigste Forordninger og Reskripter om Embedets Forretninger og deres Tilsyn til Kirker og Skoler bliver af hver Prest allerunderdanigst efterlevede, paadet Fischalen maa betages Anledning til nogen af Presterne at anklage.
1. Det ligger høiligst Magt paa at give nøiest Agt paa Frelserens Formaning: Vaagen vaager for de dyrebare Sjæle, som Eder ere anfortroede, at Ingen bliver enten forsømt med Betjening af det, som Embedet vedkommer, eller derved fordærves. Vaager for det Ord, som Eder er betroet at prædike, at det udlægges efter Troens Maade til Menighedernes Opbyggelse og ikke forfalskes. Vaager for de af Christo indstiftede høiværdige Sakramenter, at de hverken bliver af Nogen foragtede, ei heller af Eder selv uden samlede, gudelige
