Forfatteren af disse Linjer har ogsaa stræbt at bringe lidt Lys i det Mørke, hvori vor Kirke er indhyllet siden Reformationen ved 3 Monografier, der ere meddelte i dette Tidsskrift, nemlig Jørgen Erichsen og J. Kærup, Bisper i Christianssand, Peder Hersleb, Biskop i Akershus, og endelig ved sin Christianssands Stifts Bispe- og gejstlige Historie, hvoraf 2 Hefter ere udkomne og det 3dje og sidste er under Trykning.
Da det er Materialier, vi især trænge til, meddeles denne Gang Afskrifter af Biskop Dorphs Monita. Naar vi sammenligne disse med Hr. Daas Meddelelser i dette Tidsskrift, den samtidige Kærups Levnet og Herslebs Embedsskrivelser, ville vi kunne gjøre os en paalidelig Forestilling om de kirkelige Forhold i det søndenfjeldske Norge i den bevægede og i flere Henseender mærkelige Tid under Christian VI og Frederik V.
I denne bevægede Tid var ikke blot Gejstligheden, men ogsaa Kirkeskikkene udsatte for Angreb, hvorved den Ærbødighed, Folket havde for begge, svækkedes. Kirkens Disciplin blev betragtet som en vanærende Straf, hvorfra først de Militære befriedes, og som siden vanskelig kunde haandhæves. De Fornemme unddroge sig for den offentlige Altergang, Trolovelsen og Barselkvinders Indledning, og efterhaanden vilde alt flere og flere være fornemme eller som Folk i Rangen. Vi have allerede af N. Dorphs Levnet seet, at pietistiske og herrnhutiske Anskuelser aabenbarede sig i Stiftet og næredes saavel ved Lægprædikanter som ved Studenter, som kom fra Kjøbenhavn, hvorfor Dorph i sine Monita alvorlig og gjentagende advarer mod at antage som Medhjælp i at prædike og katechisere Studenter, der ej først for Bispen havde fremlagt Attester fra deres private Præceptores ved Universitetet. Da flere af Kapellanerne vare mere eller mindre berørte af Pietismen, kunde det ej undgaaes, at de kom i Strid med sine orthodoxe Sogneprester, hvorfor Bispen i sine Monita gjentagende maa minde Presterne om at bevare Aandens Enighed
