huset, hvilket Vidnesbyrd de senere med Ed bekræftede. Indholdet er før angivet.
I Anledning af denne anden Stevning indgav Mag. Niels sin „Christelige sandfærdige og højlig paaæskede Apologi og Erklæring“ af 19de Februar, hvori han endelig gaar ind paa Sagen. Han bevidner højtidelig, at hans Ord den 3dje Decbr. ikke vare fremførte for at beskjæmme Mag. Trugels, men at han lededes alene af Kjærlighed. Til Bevis for sin Berettigelse til at optræde saaledes mod ham, anfører han Matth. 18, 15–17, hvor Jesus befaler sine Disciple, at naar nogen Forargelse sker, skal den Ene straffe og formane den Anden; naar nu, siger han, det være sig den ypperste Bisp eller præst bedriver aabenbare Synd og Forargelse, og hans allerringeste Broder forarges og derfor straffer ham, men han foragter denne Formaning, overtræder han Guds Befaling og er i saa Henseende en Antichrist; naar Bileam modtog Formaning af sin Aseninde og lod sig bevæge derved, hvordan kan da Mag. Trugels sige, at han ikke er hans Reformation undergiven? Men da han „af christelig Kjærlighed og efter Guds Navne hellige Paakaldelse broderlig formanede ham“, svarede ham „Vig fra mig, Satan“! og dette Svar erkjender han, selv at han har givet. Han paastaar fremdeles, at Mag. Trugels, dengang da Præsternes Klage (af 25de Maj 1648) oplæstes paa Forhøret den 24de April 1649, „selv var for høje Stykker mistænkt“, hvorpaa han anfører som Bevis den før omtalte Skrivelse til ham fra Magistraten. Derpaa nævner han Klagen af 16de Juli 1649 „og henstiller til alle Christne, om ikke den, som har skrevet dette usandfærdige og uchristelige Skrift, bør agtes usandfærdig og værd at beskjæmmes?“ Mag. Trugels besværer sig over, at hans Formaning ej stemmer med de hellige Skriften men Kong David, Apostelen Petrus, kort, de allerhelligste Mennesker have ladet sig beskjæmme, og det for den ganske Verden, medens han havde formanet
