æde Christi Legeme og drikke hans Blod til deres Synders Forladelse, og de selv samme fare fort i deres forrige aabenbare Synder og deraf kjendes at være ubodfærdige og Christi Døds Foragtere, hvorfor de ikke bekomme deres Synders Forladelse, ihvorofte de annamme Sakramentet, og hvor fast de indbilde sig at æde og drikke til deres Synders Forladelse“. – – For disse mine Ord have de nu angivet mig. Hvorfor omgaaes man saaledes med mig? Man disputerer paa Universiteterne baade om Bøger, der ere uddragne af Bibelen, og om Bibelen selv, og Luther, som offentlig har fortalt, at han har stødt sig paa Jakobs Brev, han kaldes dog ikke en Menighedens Oprører, om end mange Lutheranere i det Stykke ere ham imod. Men Christus kaldtes ogsaa en Oprører, og han har spaaet sine Disciple samme Skjæbne o. s. v.
Ogsaa i Anledning af 14de Spørgsmaal giver han udførligere Tilsvar. Han adspørges, om han ikke havde sagt, „at om hans kongl. Majestæt selv vilde forbyde ham med de fordægtige Personer der udi Menigheden at omgaaes, vilde han dog ligevel med saadanne have sin Omgjængelse. – Ligesom de Skriftkloge, da de ikke kunde modstaa Christi Lærdom, lagde sig efter at gjøre ham sort og stinkende for Øvrigheden som den, der forbød at give Kejseren Skat o. s. v., for at kunne ihjelslaa ham, saaledes gaar det endnu enhver christen Lærer, som taler Sandhed; man havde truet ham med at ville skrive om ham til Hs. kongl. Majestæt, og at det skulde gaa ham ilde og endelig udgaa paa hans Kalds og Bestillings Fortabelse; men Gud gjorde ham med sin gode Aand saa glad og frimodig, at han svarede, at han vist formodede, at Hs. kongl. Majestæt, som ikke foragtede sine allerringeste ærlige Undersaatter, ikke nogensinde skulde faa isinde at forbyde den ene Christen at besøge den anden og at omgaaes med den anden, naar deres Besøgelse er ærlig, christelig og uforargelig; „men dersom saadant Forbud kunde ske, da var
