Stemning i den nærmest efter Processen følgende Tid har været; at den ikke har været fredeligere end før, fremgaar noksom af de anførte Citater. Til noget offentligt Udbrud er det dog ikke kommet, da der i Kapitelsprotokollen Intet findes antegnet, som hentyder derpaa; der omtales kun et Par Sager, der stode i nær Forbindelse med den nys paadømte Tvistighed, og som afgjordes i al Mindelighed. I Anledning af, at Mag. Niels sidst Paaske havde tiltrodset sig Prædikestolen, havde nemlig Mag. Trugels indgivet Forestilling til Øvrigheden; han klager over, „at Mag. Niels tanqvam de jure havde tilholdt sig Aftensangsprædiken paa de høje Fester“; det blev da den 4de Maj 1650, „paadet Alting kunde komme til des mere Rolighed“, besluttet, at Mag. Niels, ligesom hans Formænd, skulde forrette Tolvprædiken paa de høje Fester. – De Vidnesbyrd, som Mikkel Lauridsen og Søffren Kjeruld havde givet mod ham, vare ikke mortificerede i Dommen den 30te April; men dem vilde han, som rimeligt kunde være, ikke lade henstaa upaatalte; han havde ofte nok i sine Indlæg erklæret dem for Løgnere og Skjælmer og vilde nu drage dem til Ansvar. Han nedlagde derfor Forbud mod, at Mikkel skulde faa sit Testimonium fra Skolen (d. e. dimitteres til Universitetet); herover klagede denne, og Mag. Niels blev ved to Vidner opfordret til at afgive Erklæring, hvorfor han havde nedlagt Forbudet. Til denne Beskikkelse svarede han ikke, men forlangte en Udskrift af Mikkels Vidnesbyrd for at kunne give sit Tilsvar. Den blev ham overleveret 9de Maj 1650, og efterat Mikkel havde lovet at indfinde sig, naar han citeredes, fik han sit testimonium vitæ. – Den 27de Juni 1650 kom Mag. Niels paa Kapitlet „og foregav sig at være citeret til idag af Søffren Kjeruld, men hverken Søffren eller nogen Fuldmægtig præsenterede“. Mere berettes ikke herom.
Som man kan se af Stridens Gang, har denne hidtil næsten udelukkende drejet sig om Skjænderiet mellem begge
