begynde noget Nyt at prædike uden god Randsagelse og vise og lærde Mænds Vidnesbyrd“.
V. Prædiken over: „Kongen paabyder almindelig Poenitents“.
Efterat have omhandlet den papistiske Faste og den rette Faste, som enten sker for at spæge sit Kjød (Tit. 2.) eller som gudfrygtige Konger og anden christelig Øvrighed med den hellige Kirkes Forstandere byde og befale i Besynderlighed, naar de fornemme nogen Straf at plage og overhænge Rige, Land“ o.s.v., ytrer han: „Af Kongen i Ninives Mandat kan Øvrigheden lære selv at være gudfrygtig og fordre og holde en christelig Skik hos Undersaatterne; thi regis ad exemplum totus componitur orbis“. – Øvrigheden maa selv rette sig efter de Befalinger om god Skik, som de udstede, vogte sig for umættelig Gjerrighed, som Intet vil koste paa Kirker og Skoler eller Guds Ord, hvorom Luther alt klager „qvod non tollit Christus, tollat fiscus, & qvod non vis dare sacerdoti, dabis impio militi“, hvilket pleier og at skee. Thi hvad som man med Karrighed sparer til at forfremme Guds Lov og Ære med, det kommer gjerne udi andre Maade unyttelig bort, saa at det man ikke vil give Guds Ords Tjenere til Føde og Underholdning for deres Arbeide og Møie, som de daglig have med Guds Ord at forkynde, som Gud rigelig lader klinge i disse Tider, skal en anden Tid udgives til Rytter og Landsknegte, som have et andet Budskab at føre og sjunge dennem en anden Sang end de gjorde, naar Krig og Feide kommer udi Lande, saa at slige Besveringer paa en kort Tid mere medtager end alle Kirker og Skoler udi et Kongerige med deres Tjenere udi lang Tid kunde ved Magt holdes med“. – – – Efterat have rost Christian III og Fredrik II som, selv gudfrygtige, fremmede Kirkens Bedste, ytrer han fremdeles: „Endog ganske faa findes mange Steder, som slige loflige Exempler efterfølge besynderlig hos dem, som af Pavens Flaske have drukket, thi de give for, at det er nok, at verdslige Regenter besvere sig med verdslige Regimenter og ikke have Behov at bekymre sig med Religionen, som de Geistlige alen: tilkommer. Men hertil kan dog saa simpel og enfoldig svares: At endog det vel sandt er, at Kirkens og verdslige Regimente ere tvende adskillige Embeder, som ingenlunde bør at beblandes tilsammen, men hver som i dem ere bør at tage vare paa sine Bestillinger: Dog kommer de hermed over et, at de baade (begge) sammenpligtige ere at forfremme Guds Lov og Ære og Menneskens Velferd til Sjel og Liv. Thi ligervis som de Geistlige for Gud ere pligtige gudfrygtelige og alvorlige at forestaae Kirke-
