Jesus Christus, som har forstyrret Helvede; frygter Du for Adskillelse fra Forældre o. s. v, saa tænk paa Jesus Christus, som har forhvervet hvad langt bedre er (Joh. 14. 2 Cor. 5.); frygter Du for Døden, tænk paa Jesum Christum, som har overvundet Synd, Død og Satans Rige“. Joh. 11.
Andre holde sig til Djævelen, Troldfolk, Signere eller det, som er forfængeligt, res nihili, vanitas.
Jonas takkede Gud for Frelse. Vi skulle mindes, at Gud af os fordrer Taknemmelighed, som indskjærpes.
Cap. III af Jonas.
I. Prædiken over: „Gjør Dig rede og gak til Ninive“.
Alle tro Prædikere skulle rette sig efter Guds Ord og Befalning og ikke efter Menneskenes Digt og Paafund. Ligesom Jonas „maa Lærerne være ret og lovlig kaldede og beskikkede til deris Embede og Intet lære uden Guds rene og klare Ord“ (1 Pet. 4. Rom. 12).
Jonas viste sig taknemmelig for Frelsen ved at lyde Guds Kald. Verden glemmer snart Guds Naade og Frelse. Seer de Syge! „Naar Hovedet er lægt er Skurven glemt“. „Naar den siuge han beder faar, bliffuer argere end han fører vaar“. Naar Fattige blive rige, blive de hoffærdige. „Ingen Ragekniff skarpere kan skjere end den Fattige, naar hand bliffuer Herre“.
II. Prædiken over: „Jonas forkyndte Ninive Undergang“.
„Han talte høit og aabenbare, ei med Hvisken og Tisken eller Mumlen, ei i Vinkler og Vraaer kom de daarlige Gjendøbere, ej som Papisterne paa Latin, som hver Mand ikke forstaar“.
„Jonas er et Mønster baade for Lærere og Folket“.
„Dersom Prædikerne udi deres Prædiken ikke ville udtrykke Sandhed, men prædike eftersom hver havde Lyst til at høre, saa de Ingen vilde fortørne, paa det de kunde holde og have Gunst og Venskab for Alle, da gjorde de hermed baade sig selv og deres Tilhørere en evig Skade og Fordærvelse“ (Ezech. 33. Jer. 48. 1 Cor. 9). Han gjentager og udvikler derpaa meget sandt og smukt, hvad han i Fortalen har ytret om Lærerembedet og dets Betydning og Ansvar, og tilføjer derpaa, hvad Tilhørerne ere pligtige til. Han formaner dem til „at lade sig undervise af Guds Ord og ingenlunde fortale og beklaffe Ordet og Ordsens Tjenere“, meget mindre at hade og forfølge dem, men heller elske og gjøre dem tilgode, som sige dem Sandhed og vise dem Vejen til det evige Liv. „Thi efterdi vi pleje at holde dem for trofaste Venner her udi Verden, som vare os ad for Skade og ere dem derfor alt godt pligtige Da burde os meget mere at holde dem for vore trofaste og bedste Venner, som advare og hjelpe os fra
