og Drikke og med Klædebon over deres Evne og Formue, og derforuden ikke aleneste med stor Falskhed og Bedrageri saa de i Skat, Tiende og Landgilde give det værste og ringeste, som de kunne komme tilveie med, og en Part ere saa tilsinde, at de ei betænke sig paa at sælge Avner og Saaer for rent Korn“.
I 6te Prædiken over „Skibsmændenes Frygt, Bøn og Paakaldelse“ findes en smuk og grundig Udvikling om Bønnen, og i 7de over „Jonæ Søvn om „hvorledes Samvittigheden vækkes og læges.“.
I 8de over: „Jonæ Examen og Svar“ advares imod de mange Sværmere og Gjendøbere, som fra fremmede Lande komme ind i Landet, og Kirkens Lærere paalægges især at have vaagent Øje med, at grumme Ulwe eller skadelige Lejedrenge ej skulle indsige sig og nedbryde Guds Menighed, hvorpaa Exempel anføres. Han paaminder blandt Andre og Husbønder ej at „tilstede deres Folk at hengaae efter egen Villie eller forlokke Andres; men derimod dagligen at holde Examinats med deres Børn og Folk, besynderlig udi deres Katechisme og Børnelærdom, at den ei forsømmes og forglemmes og de siden blive som ufornuftige Kreaturer eller Bester uden Forstand i Guds Ord og gode Seder“.
I samme Prædiken findes følgende Ytringer, der have rig
Anvendelse ogsaa paa vor Tid:
„Det er Predikanternes Embede at overhøre og udgranske deres Tilhøreres Vilkaar om deres ganske Levnet og troligen paaminde dem hvor Forseelse kan findes, endog den største Part ikke gjerne vilde lade sig examinere eller straffe af Nogen, men dersom hans Naboer kunde blive overhørte og straffede saa han meget heller, ligesom og en Part Øvrigheds Mænd og ypperlige verdslige Personer se vel gjerne at Prædikantere vilde stedse overhøre Undersaatterne og de Personer, som udi Nederstat ere og dennem flittelige og skarpelige formane og straffe. Men at Nogen skulde dem selv paaminde og straffe, det se de ikke gjerne. Og tvertom vilde og Undersaatterne og Almues Folk saare gjerne, at Prædikanten udi alle Prædikener med Straf og Paamindelse skulde fast indstøde paa Øvrigheden og andre høie og ypperlige Personer og mene, at saadanne Folk skulde vel være Straf værd og de selv skulde findes uskyldige. Men dette er ikke vel tænkt paa nogen Side; thi alle Mennesker baade høie og lave, den ene saavelsom den anden, have vel Behov at holdes Regnskab med og er det derfor tilbørligt, at den ene med den anden bliver paamindte, straffede og formanede af Guds Ord, som herudi ikke anser Nogens Person.
