til hans Superintendent, naar der udi Staffuanger Stift kan vacere og ledigt blive noget prestligt Kald, som han lovligen kan forhjelpes til.
Disse forn. Artikler med alle sine Punkter bepligter han sig at holde ubrødeligen under den Straf, som forskrevet staaer, at dersom saa befindis at forn. Hr. Peder udi nogen disse forn. Artikler sig forseendes vorder, og det hannem lovligen overbevises kan, da skal han strax dermed sit Kald og Embede have forbrudt, des til ydermere Vidnesbyrd at de udi vores Nerverelse udi saa Maade som forskrevet staaer ere venligen og vel forligte, trøkker vi med dennom vores Zigneter herneden under Actum ut supra.
I den første Prædiken gjør han opmærksom paa, „at Jonas er en Figur paa Jesu Christi Pine og Død og ej er det Barn, Elias opvakte, men Jonas Amithai Søn (2 Kong. 14.)“. I samme ytrer han: „Mange Regenter ere saa Gud forgangne, at de baade selv foragte Guds salige Ord og Tjenere, og aldeles ingen Omsorg have for Kirkens og Skolens Forfremmelse, idet de (saameget dennom tilstaar og muligt er) tager fra Kirken og Skolen hvadsomhelst gudfrygtige Folk i fordum Tid deres Ophold havde tiltaget“. Senere skildrer han Husregimentet og viser, at det der stod saare ilde til.
I 3dje Prædiken over: „Jonas gjorde sig rede at fly“, viser han, „at den retteste Vej og bedste Maade til at undfly al Vaade og Fare med, være sig Dyrtid, Hunger, Fattigdom og anden Plage og Elendighed, er udi sand Gudsfrygt og Lydighed, at hver bliver i sit rette Embede og Kald, og derudi troligen tjener Gud Almægtigste“.
I 5te Prædiken over: „der begyndte en svar Storm“, paaviser han mod Tidens almindelige Overtro, „at Storm, Uvejr og Rørelser i Luften ej hidrøre som Mange mene fra Troldfolk, men sendes af Gud“ (Amos 4.). Hverken Djævelen eller nogen Troldfolk kunne af deres egen Kraft gjøre Vejr eller Storm, Haggel, Lyn, Torden. – Det er stor Vantro og Afguderi at tillegge Djævelen den Ære. – De Synder blandt Menneskene, som fortjene Guds Straf, ere utallige, besynderlige med den store Fraadseri og Drukkenskab. De Rige rive og skrabe til sig med Ret og Uret, hvad de kunne overkomme fra deres fattige Næst, saa de altid have den Fattige i Pungen. De Fattige synde ogsaa storligen baade ved Overflødighed i Mad
