Jørgen Erichssons Eftermand som Biskop i Stavanger
var Nicolaus Clausson Scavenius, der blev ordineret
21de Maj 1605. Den 24de September 1605 samledes efter
Bispens Opfordring Stiftets fleste Provster i Kapitlet for at
afgive deres Formening, om den Rente og Rettighed, som
Jørgen Erichssons Enke og Arvinger havde oppebaaret efter
Hr. Jørgens Død, tilkom dem eller ham. Kapitlet afgav den
Erklæring, at den biskopelige Rente, som faldt den næste
Høst efter Hr. Jørgens Død, burde tilfalde hans Enke, „uden
hvis Jordbygsel, som samme Aar tilfalde kunde, enten det
var første Stedsmaal eller 3dje Aarstag; thi de bør være
hjemfalden vor gode Mand, Mester Lauritz“.
Da Provsteembedet i de Dage og under de forhaandenværende Omstændigheder var et ligesaa besværligt som vanskeligt og ansvarsfuldt Kald, der krævede selvstændige og kraftfulde Mænd, har man al Grund til at antage, at Provsterne da udgjorde Præsteskabets Kjerne. Det vil derfor maaske være Flere kjært at kjende Navnene paa de Mænd, som stode Hr. Jørgen mandigen bi i hans omtalte Kamp for at udbrede den evangeliske Lære og bringe Orden og Skik i det forsømte Stavanger Stift. I Domkapitlets Protokol nævnes de Mænd, som i anførte Sag sad i Kapitlet i følgende Orden: –
Knut Michelsson, Provst og Sognepræst til Stavanger Domkirke[1], Peder Clausson, Provst i Listerlen,
- ↑ Knut Michelsson. Naar han her kaldes Provst, saa var det som förste Medlem af Kapitlet efter Bispen og dennes Vicarius i hans Fraværelse. Det förste Medlem af Kapitlet hed i den katholske Tid oftest præpositus eller Provst. „Officium præpositi est, qvod sit os et responsales Capituli“ (Pontop. annal. II, 505). For at adskilles fra de övrige Provster kaldtes han senere Stiftsprovst.
1650 eller 1651 og lever endnu i Folkesagnet, da han blandt Andet skal have manet frem igjen en Pige, som var indtagen af de Underjordiske i den saakaldte Hestehaug.
