dering og anden stor Umage for de Stykker, som deres Embede udkræver af dem til at opbygge Christi Rige og Kirke med og til at nedbryde Satans Rige igjen med det salige Ord, hvilket de uden al Forsømmelse skulle forkynde og udraabe, saavel til Land som til Vand, baade Nat og Dag, saavel for de Syge som for de Karske, naar de tilsiges. Men allermest for den store Møje og Omsorg, de hermed maa have, at de udi aandelige og legemlige Fristelser, som Satan formedelst hans Lemmer uden nogen Stillestand eller Afladelse dennem stedse paafører, kunde blive bestandige indtil Enden“.
Han opfordrer derpaa til Kamp mod „Djeffuelen“ og hans tro Knegte, hvortil han ej blot regner Kjættere, Voldsmænd, Øjenskalke, Bagvaskere o. f, men ogsaa dem, „som udvortes holde sig for Kirkens bedste Venner og ere dog udi Hjertet hemmelige Tyranner, hvilke indgive store Potentater og Regenter det Raad, at de skulle tage fra Skolen og Prædikeembedet, hvad som gudfrygtige Fyrster og andre gode Christne have givet og lagt til Tjenernes Ophold, paa det at de siden enten af Fattigdom skulle trænges til at forlade og overgive deres Embede eller og at tie og dølge Sandhed for Menneskene, paa det at de ikke skulle komme i deres Ugunst, som kunde tage Underholdningen fra dem, og de derover maatte lide Nød og Armod. Lykkes det ej Satan at ødelægge Christi Kirke ved disse og andre, saa haver han strax andre berustede Tjenere tilrede, som ere Æresklikkere, Beklaffere og Skjændegjæster, som udøse al Forhaanelse og Bespottelse mod Guds Ord og Tjenere til at reve dem fra baade Agt og Myndighed hos den menige Mand – saa det visselig er et stort Mirakel, at Christi Rige og hendes Tjenere ere ikke længe siden undergangne og i Grunden ødelagte. – Men Gud være lovet, som har bygget sin Kirke paa saa fast Grundvold, at Helvedes Magt ej kan omstøde hende (Matth. 16. 1 Kong. 19.)“. Dette oplyses
