og for et Barns Lig 4 Skilling i danske Hvider eller deres Værd efter gammel Sædvane. Dersom nogen Mand eller Kvinde dør redeløs for Præstens Forsømmelses Skyld eller han dør udenlands, da skal den Dødes Arvinger eller Venner Intet være Præsten skyldig udi Nedsættelse. End dersom En drukner eller slaaes ihjel udenlands, og Præsten gjør ham Nedsætning, da skulle den Dødes Arvinger give Præsten som foreskrevet staar.
§ 18. De, som tilsøes bo i Finmarken og rige og formuende ere, skulle give i Udfærd 2 Spand efter Bondens og 2 Spand efter Hustruens Død, udi hvad Vare han afstedkomme kan efter Dannemænds Sigelse og Vurdering. De Fattige skulle give 12 Spand. Tjenestefolk, som gaa til Guds Bord, skulle give 1 Øre, og unge Folk, som ikke stedes til Guds Bord, skulle Intet give. Pusefæ er 6 Skilling, Kirkegang er 2 Skilling, og skulde Præsten i alle disse Artikler anse den Fattige for Guds Skyld med Miskundhed. Item alle andre Præsterente skulle herefter gives og gjøres til god Rede efter gammel Sædvane.
Uagtet disse Bestemmelser hovedsagelig rettede sig efter, hvad der før havde været Skik, saa var det dog langt fra, at Enighed derved blev frembragt[1]. Under den Mangel paa al gejstlig Styrelse, hvorunder den norske Kirke led, havde der indsneget sig en saadan Selvraadighedsaand blandt Almuen paa de fleste Steder i Landet, at man hverken vilde vedligeholde Kirker eller Præstegaarde, ja ikke engang yde sine Præster den lovbestemte Underhold. Med fuld Ret havde
- ↑ I Danmark var det ej bedre: „For at Sognepræsterne og Degnene ikke ydermere have Behov hvert Aar at klamre og trætte med deres Sognefolk om deres Underholdning“, udstedtes paa Herritzvadt Kloster et fast Reglement 1539 (Krag III, 39), og da Præsterne mangesteds manglede fornöden Underholdning, maatte Kongen 1555 komme dem til Hjælp med Kongetienden. Paa andre Steder slog man ved de saakaldte Klemme-Breve flere Sogne sammen til et Præstegjeld. Dette fandt ogsaa Sted i Norge.
