sats som den at lov staar over grunn-lov — ja da viser jo det intet andet enn at følelserne er i den grad løpet a me disse dommere, at overfor dem er ethvert forsvar paa forhaann en umulihet. Og jei har jo ingen grunn til aa tro at Di, højstærværdie herrer, iaar skulle nære mere venlie følelser likeoverfor mei og det jei repræsenterer, enn Di gjore ifjor; jei har altsaa ingen grunn til aa tro at følelserne iaar mindre skulle løpe a me Deres forstann, enn de gjore ifjor - og derfor saa er jei fullt forberett paa, at som Di ifjor dømte mei stik imot grunnlovens klare bud, saa vil Di iaar dømme mei stik imot al sunn sans, og stik imot alle strafferetslie begreper.
Overfor den følelsernes logik som fører Dem til dette resultat staar jei fulstændi magtesløs; jei kjenner ikke disse forældede følelsers logik og kan altsaa ikke finne det punkt i den, hvor den muliens lot sei angripe me den virkning at Di lot Dem omstemme. Hva jei kan gjøre er derfor kun det ene: aa henstille til Dem, naar Di nu dømmer mei, da ialfall saa vitt aa overholle simpel juridisk decorum, at De idetminste forsøker, paa aa levere en mere eller mindre hørli begrundelse af Deres dom.
Det er forøvri kun en henstillen.
Vel vet jei at Di efter højesterets-loven er pligtie til aa begrunne Deres domme, og jei har altsaa ret til aa forlange at Di efterkommer dette højesteretslovens bud. Men, højstærværdie herrer, hvis
