Side:Syk kjærlihet.djvu/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Di ikke vil gjøre Deres pligt, ikke vil gi mei denne min ret — saa har jo ikke jei noe middel til aa tvinge Dem. Jei har jo ingen rigs-ret aa senne Dem paa halsen. Jei ville altsaa ikke ha fast grunn under føtterne om jei sto her og forlangte min ret, jei inskrænker mei derfor til aa be om den, jei inskrænker mei til en henstillen.

Men jei venter ikke at Di vil imødekomme den henstillen. Der gives i vort sprog noen uttryk som det later til at Di, højstærværdie herrer, er lissaa gla i, som de er mei forhatte: «det maa antages,» «det formenes,» «retten finner» osv. osv. — altsammen uttryk som ingen anden mening og hensigt kan ha enn den: aa skulle dække over en manglende begrundelse. — Jei venter, højstærværdie herrer, aa finne disse uttryk igjen i Deres domspræmisser. —

Ja, mere har jei altsaa ikke aa si — untagen det da: at forresten saa kan det være mei ét fett enten Di dømmer mei eller ikke; jei blir like løkkeli og like uløkkeli for det. Naar jei har giddet staa her og holle denne lange forsvarstale, saa er det jo bare fordi jei hadde morro af aa se, om, og i tilfælle hva, Di højstærværdie herrer, ville finne paa aa svare til mine uigjendrivelie argumenter.

Jei ryster trist paa hode og sætter væk stolen som jei har benyttet til skranke —:

— Aanej! al den gift og galle jei ville spy ut over de højstærværdie, den er nok blet sittende igjen derinne i mei desværre. ... Naa ja, det er der