Side:Syk kjærlihet.djvu/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


aa stanse - hva er det for noe fordømt sludder! her er jo ingenting aa være angest for...

Men angesten er stærkere enn jei, jei faar ikke kjæmpet den ned... mere og mere overmanner den mei - og da jei skjælvende og forvillet kaster et blik omkring i dette fæle lille hul hvor jei skal dø alene og forlatt, stivner pludseli alting inni meg —: Det er som lurer døden paa mei i hver krok herinne... som strækker den allerede sine fingre frem efter mei overalt for aa gripe mei me det samme — huj!

— og me kollsveden silende ned a pannen snapper jei i et nu hat frak og stok og springer ut av døren og laaser den af, og skynner mei saa, rystende af nervøsitet, nedover smue mot Boulevarden, trækkende vaarfrakken paa mei undervejs...

— Ah! saa det lettet aa faa se Boulevarden. I dæmpet gult aftenli sollys ligger den der, bre og mægti, me sin store spasérgang i mitten mellem to alléer og sit brogede mylrende liv, bortover saalangt øje kan naa.

— ah! saa det lettet... hjerte slaar roliere, angsten har næsten fortat sei... Tingene gaar sin vante rolie gang... alt er saa fredeli: vognene ruller saa bløtt henover asfalten, lyden a de tusende menneskestemmer flyter sammen i luften til en stor bløt summen, og aftenens dæmpede sollys lægger en mill bløt tone over det travle liv i gaten... snart vil det dø hen for idag... Alt er saa fredeli... folk ser saa tilfredse ut, snart er de fær-