Det er mitt paa formiddan og dejli solskins vejr; Vera og Majken er kommet ned til Emmestad og vi sitter der allesammen ute i haven, i skyggen under moreltræerne — ikke videre muntre noen af os. Efter en længere pause sier Vera overgit:
— Nej!... ikke no aa drikke... og ikke no aa røke paa — vi maa finne paa noe! hvem har et forslag?
— Jei! sier Gaarder, me fingeren i vejre —: la os stige op i isrennen dernede og spasere op a den, til det vanne den kommer fra - det er aldeles dejli deroppe! jei var der igaar...
— Er det langt? spør Vera.
— Aa, litt langt kansje; men saa vakkert!
— Det gjør vi altsaa! sier Vera — og op springer hun og nedover den solbeskinnete bakken til det store graa ishuse dernede ve strannen, me Gaarder og mei ihælene paa sei. Vi klyver op i rennen, som baaret af en række høje tømmer-bukke stiger paaskraa og langs aasens side, og Gaarder begynner opstigningen, og hun og jei kommer sammen feter. Men isen har slipt bunnen af rennen saa
