Side:Syk kjærlihet.djvu/351

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


glatt at den næsten ikke er til aa gaa paa, og store aapninger og huller er der mellem bunn-borene. Vera glier og holler paa aa falle i ét væk, og jei ossaa.

— For guds skyll, sier jei angest og søker aa støtte henne — fall ikke ned i noen a disse hullene og bræk benene Deres!

— Aa det grejer sei nok! sier hun modi. Men tilslut, mitt oppi bakken stanser hun forpustet og sier:

— Nej, dette aarker jei ikke mer — la os venne!

— Nej! sier jei nervøst — nedover er det ennda lettere aa faa brækket et bén saa glatt som her er — la os heller se aa række dit op! — og jei peker paa et sted hvor rennen bæres of en forhøjning i terrænet, en mosbegrodd bjergknaus, hvor vi kan stige ut. Dit op arbejder vi os saa og stiger ut paa bjergknausen og sætter os.

— Aarker dere ikke længer? roper Gaarder tilbake — han er helt oppi svingen — det var daarli! jei vil nok helt op jei! adjø — og derme forsvinner han.

— Gusjelov! sier jei til mei sell — saa er vi da ham kvitt.

Saa kommer Majken og Erik og Frederik — de gaar meget støere og tryggere enn vi, de maa ha nyere saaler i skoene...

— Skal vi egentli gaa længer? spør Fredrik, da de har naad os.