glatt at den næsten ikke er til aa gaa paa, og store aapninger og huller er der mellem bunn-borene. Vera glier og holler paa aa falle i ét væk, og jei ossaa.
— For guds skyll, sier jei angest og søker aa støtte henne — fall ikke ned i noen a disse hullene og bræk benene Deres!
— Aa det grejer sei nok! sier hun modi. Men tilslut, mitt oppi bakken stanser hun forpustet og sier:
— Nej, dette aarker jei ikke mer — la os venne!
— Nej! sier jei nervøst — nedover er det ennda lettere aa faa brækket et bén saa glatt som her er — la os heller se aa række dit op! — og jei peker paa et sted hvor rennen bæres of en forhøjning i terrænet, en mosbegrodd bjergknaus, hvor vi kan stige ut. Dit op arbejder vi os saa og stiger ut paa bjergknausen og sætter os.
— Aarker dere ikke længer? roper Gaarder tilbake — han er helt oppi svingen — det var daarli! jei vil nok helt op jei! adjø — og derme forsvinner han.
— Gusjelov! sier jei til mei sell — saa er vi da ham kvitt.
Saa kommer Majken og Erik og Frederik — de gaar meget støere og tryggere enn vi, de maa ha nyere saaler i skoene...
— Skal vi egentli gaa længer? spør Fredrik, da de har naad os.
