Og han stikker hænderne i lommen, intar en
slap holdning deroppe paa bore og reciterer saa
me slappe munviker paa sin ægte parisisk filosofens enetale me sei sell:
Va mon vieux, va comme j’te pousse,
à gauche, à doit’, va, ça fait rien
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Va mon vieux, pouss’ toi d’la ballade,
en attendant l’jour d’aujard’hui,
va donc, y a qu’quand on est malade
qu’on a besoin d’pioncer la nuit.
Tu t’portes ben toi, t’as d’la chance
tu t’fous d’la chaud, tu t’fous de la foid,
va mon vieux, fais pas d’rousp’tance,
t’es dans la rue, va, t’es chez toi.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Va, va mon vieux, va! pouss’ ta chique,
t’es dans la rue, va, t’es chez toi.
Og mens værten staar deroppe paa bore og reciterer sitter l’Aigle der borte og smiler stille me store øjne og bre munn — han vet at sell tiggeren her i Paris har et hjem, et chez-soi, om det saa bare er gaten — et stort hjem hvor der altid foregaar noe, og hvor lykken en dag uventet kan falle ned paa ham. —
L’Aigle er forsvunnet for længe siden, baade han og de andre som gik me «Paris», untagen en enkelt en som har tat station her og skriker videre. Men ennu staar jei der og stirrer bortover Boulevarden i den retning hvor de forsvant.
