Side:Syk kjærlihet.djvu/337

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ret, som du visst har læst — den var temmeli slem syns jei nok — den blir da visst beslaglagt...

og han snakker videre villi væk, mens jei gaar der og skjælver i hver fiber og tænker paa hva mon hun naa vil si til at jei er kommen herut allikevel...

Saa møter vi Erik og Frederik og Majken.

— Det er ikke vært dere kommer husene nærmere, sier Erik — ellers kan lille Katja faa se dere. Vera ba vi skulle gaa inn i skoven her ve siden a vejen og vente til hun kommer.

Vi gaar noen skritt inn i skoven og sætter os paa en liten aapen grøn plass — aftensolen faller rødli inn til os mellem træstammerne. — Lænet mot et træ sitter jei der syk og skjælver mens de andre snakker og ler — og tænker bare i angest paa henne, og ber til henne, at hun ikke maa være vonn for at jei er kommen...

— Naa, er dere her?! sier pludseli Veras stemme — og hennes skikkelse dukker lys frem mellem træstammerne; øjnene ler i det smilende ansikt inne under den gule straahatten.

Jei føler en slavisk trang til aa rejse mei ærbødi og hilse paa henne, men aarker det ikke — jei er like ve aa faa ont — og tar bare skjælvende til hatten, og ser sykt op paa henne.

Men hun ser ikke paa mei — hun trækker først Frederik, og saa Erik, og tilslut Gaarder ossaa, hver for sei afsides, og snakker hemmeli me dem... bare mei har hun ingen bruk for — det var knaptn nok at hun saavitt nikket bortover mot her hvor