hun — men jei er gla i Dem allikevel!... skjønner Di ikke det, siden jei vil gjøre dette me Dem, som er det eneste goe jei vét jei kan gjøre Dem...?
— Jo, jei skjønner det nok, at Di maa være gla i mei — men jei føler det ikke. Jei kjenner Dem ikke igjen, som Di sell sier.
Saa griper hun haannen min og trykker den haart, og mens hun ser mei intenst inn i øjnene sier hun:
— Di skal faa kjenne mei igjen endda engang før det sker! — men det er for det han er her naa. —
Litt nedenfor finner vi ham sittende paa en bænk, ganske sammenfallen og tilintetgjort — og saa slipper hun mei, og tar sei af ham isteden. Og hele resten af vejen gaar hun ve hans arm, mens jei gaar et stykke bakefter.
Nede paa hjørne af Hægdehougs-vejen og Parkvejen slipper hun hans arm og sakker agterut til mei:
— Vil Di gaa me op til Waldemar? spør hun — der er ingen hjemme der naa —; saa kan Di ligge der til imaaren tili.
— Nej tak! — jei ryster paa hode — jei faar ikke sove allikevel, og da vil jei heller være ute.
Saa gaar hun igjen foran til ham.
Paa hjørne a Pilestræde hvor han bor sier jei adjø dem.
— Vil Di ikke heller gaa me op da? spør hun igjen — de staar deroppe paa trappen begge to og skal til aa gaa inn.
