ungaa dem, det ser for mistænkeli ut — de har naturligvis bitt mærke i os... du faar la dette være iaften — for Veras skyll ialfall...
Jei staar der ulykkeli og svarer ingenting...
Saa stiller Vera sei endda engang op tæt foran mei og ser mei intrængende inn i øjnene:
— Hvis Di er noe gla i mei mer, sier hun sagte — saa maa Di naa gjøre dette for min skyll... Og paa Manda skal Di se vi har et ganske andet vejr... og jei skal ossaa være ganske anderledes da enn naa iaften, det kan jei love Dem — vil Di det? er Di saa gla i mei at Di vil det?
Tonen er blet den gamle hennes, øjnene, de store kjærlie øjnene hennes kjenner jei igjen, mit frosne hjerte smelter, noen taarer triller nedover kinne mit og me lav skjælvende stemme sier jei:
— Ja.
— Saa! sier hun gla og venner sei mot Bjørck.
— Gaar han me paa det? spør Bjørck.
— Ja! svarer hun. Og saa tar hun mei igjen under armen og vi gaar nedover; denne gang er er det ham som gaar foran.
Vi sier ingenting til hverandre en lang stunn hun og jei — hun bare gaar der og ser ret frem for sei, og jei gaar og ser paa henne. Ansikte hennes er igjen stivnet, jei kjenner det ikke igjen.
Pludseli venner hun hode og ser mei inn i øjnene.
— Jei vét at Di kjenner mei ikke igjen naa, sier
