Side:Syk kjærlihet.djvu/297

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


forfærdeli nervøs —: Du store gud, du skal se jei kommer ikke til byn iaften!... vil han eller vil han ikke, ro mei til Drøbak den fordømte træpinnen a en fyr? — den der bare kunne faa bæste til aa svare bestemt ja eller nej!...

Endeli holler han op aa snakke me sønnen sin, bøjer sei langsomt ned og tar løs fanglinen, haler snekken inn til trappen og gaar i den og kaster agterfortøjningen af. Men isteden for saa aa lægge inn til trappen igjen og ta mei me, som jei inbiller mei at han vil gjøre, sætter fyren sei roli ned og ror langsomt sønnenom bryggen, inn i strannen, haler op baaten der — og gaar sell op i lann og gir sei gemytli til aa stelle me noen garn som er hængt op til tørk der.

Jei staar der og stirrer efter ham, og tror ikke mine egne øjne —: i en stiv time har han naa staat her paa bryggen og divideret frem og tilbake me sønnen sin om hvorvitt han helst burte ro mei til Drøbak, eller han heller skulle sætte mei ut paa fjoren og ligge der og vente til der kom et dampskib — og saa tilslut ror han altsaa naa sin vej uten aa si et muk!...

Sønnen hans, den onge sjøgutten som skulle vært me aa ro, staar ennu der paa bryggen i sine tykke blaa dyffels klær, en stor Yankee-hat paa hode, og ser roli ut over fjoren, begge hænderne i buxelommen. Jei stiller mei rasende op foran ham og sier tænderskjærende: