legemes favn og venner ansikte sykt op imot hennes og hvisker det op til henne som en syk øm klage:
— Vera, jei er saa gla i dei...
Og igjen bøjer hun sei ned over mei me øjnene dybt i mine og kysser mei et langt ømt kyss paa munnen — og mei er det som forvaar jei i en skjælvende længsel efter aa drokne derinne i det allerskjuleste a henne.
— Du! sier hun om en stunn og klapper mei bløtt nedover nakken — naa ror vi litt igjen, hva?
Og vi ror igjen et stykke videre som før — inntil jei igjen faar lov til aa lægge aarerne inn, og igjen synker betat ned foran henne, inne mellem hennes knæer, og blir liggende der i hennes legemes favn i søt kvalfull længsel efter henne, og hvisker det inn ve hennes hjerte, hvor jei er forfærdelig forfærdeli gla i henne...
— — Endeli lægger vi til ve det lille gule badehuse inni bugten hvor hun bor, og jei springer ilann og gjør baaten fast og rækker henne haannen og hjælper henne op paa bryggen. Det gryr af dag saa mørkt som det er; klæerne hænger vaate og slunkne omkring os, som er vi like trukket op a vanne — og regnen siler fremdeles ned i strømme.
— Adjø da! sier hun me et kullegys og rækker mei haannen — vi møtes altsaa hos Gravesen ieftermidda hall sex, me Lili og Jacob. Jei rejser inn me baaten — du faar ta me toge.
