— Ja! Men det kan vi altsaa ikke ta noe hensyn
til! — og hun ler me sin høje lyse latter og viser
de friske rovdyrtænner.
Og jei ler ossaa — ler mitt i min angest for det som skal komme, ler ve at hun er saa dejli, ler ved at jei skal faa være hos henne og at hun er gla i mei; ler og kaster mei inntil henne og bedækker hennes bløte varme hals me smaa forte vellystie kys — og føler det som at jei drikker af henne! drikker i mei et bæger fyldt me henne, fyldt me hennes legemes saft som hun sell har skjænket i for mei og rækker mei for at jei skal ha det gott, jei som skal dø...
Saa tar hun mei kjærli ve haannen — «Vi maa skynne os hvis du skal række frem,» sier hun — og vi skynner os afsted.
Hvor vejen fra Hvidtsteen støter sammen me den fra Drøbak stanser hun og slipper min haann —:
— Du! sier hun kjærli — naa vil jei ikke følle dei længer, ellers blir det en altfor lang og kjedeli vej for mei aa gaa tilbake alene; desuten maa du gaa meget fortere skal du komme tisnok; du har bare 20 minuter igjen — jei tror ikke du rækker toge...
Jei ser paa hennes ansikt at hun gjerne vil jei skal række det, og griper fort hennes haann —
— Jo! jei rækker det; adjø! saasnart jei kan kommer jei altsaa herut — adjø, kjære kjære Dem!
— og jei trykker mei angest inn til henne.
