Side:Syk kjærlihet.djvu/186

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


re henne om noe mer, bare ser forfærdeli bønli paa henne. Men hun ryster langsomt paa hode og rejser sei hun ossaa —

— Nej, sier hun — jei vét ikke noe mere i dag. Gaa bort til Emmestad og se om Di kan faa ligge der. Imaaren formidda kommer jei derbort og snakker me Dem — da skal De faa vite hvordan det er. — Men gaa naa!

og me et blik som taaler hun pludseli ikke at jei er der, river hun teppe fra vindue og puster ut lampen — for ute er det aldeles lyst — og jei faar i en fart vindue op og hopper ut. Jei tør ikke række henne haannen, og ikke si adjø, jei bare kaster et sky, angstfuldt blik op paa henne mens jei løfter paa hatten, og skynner mei saa op den lille bakken, me rædselen bævende igjennem mei

— hvor skal jei venne mei hen?!...

Mitt i bakken maa jei venne hode, for jei føler hennes øjne i min nakke. Og ganske rigti: dernede staar hun, lænet ut a vindue, og stirrer efter mei me store forvillete øjne — de lyser igjen me det samme kolle intense had som før derinne, bare det at naa holler de mei ikke fast mer, de jager mei afsted «væk! væk fra hennes ansikt! — jei har ikke lov aa være til!» Og knæerne blir bløte under mei som under et mareritt og jei vét knapt af mei sell for angest mens jei vakler det lille stykke op for bakken, op paa vejen, og hen i ly af huse saa hun ikke kan se mei mer. Der sætter jei paa sprang og flykter i vill rædsel bortover