i den bollen Di plejet aa vaske Dem i... og bruke den sæpen som Di hadde brugt — gud saa underli rart jei følte det...
— Jamen du! sier hun me et smil — den gangen var du jo ikke gla i mei!
Jo, det var jei! jei elsket Dem ikke som naa; men dejli syntes jei jo Di var og forfærdeli gla var jei i Dem — og noksaa ulykkeli kan Di tro fordi Di ikke kunne li mei... Aah, hvor jei husker den dagen! Helt fra formiddan af hadde vi ligget nede i fjoren mellem Horten og Filtvedt i vinstille og solsték, ikke et pust rørte sei paa vanne — tilslut ble vi rent rædde for ikke aa naa hit den dagen. Men saa da solen lavet sei til aa gaa ned bak aasen — saa kom der me ét en dejli bris fra Syd, og kutteren fløj avsted som en ensom fûl opover fjoren; ikke en sejler var aa se runt omkring. Men da vi saa kom op under Filtvedt og fik se inover fjoren til Drøbak, da møtte os vel et syn —: En hel flaate af jagter, minst en 40, 50 stykker hadde lettet anker for brisen og kom kryssende ut fjoren imot os, krængende over for vinnen alle sammen, me foss for bouen og sejlene skinnende røtt i aftensolen — det er noe a det vakreste jei har set!... Og kutteren skar paaskraa inn fjoren, hit over, inn mellem de forreste af jagterne — vi maatte falle af ret som det var, snart for den ene snart for den anden a dem — Gullichsen sat tilrors, flagge vajet under gaffelen som signal til Dem, og paa kanten a hytte-tâke til luvart sat
