Side:Syk kjærlihet.djvu/173

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Og mei er det som er hun forsvunnet inn i sit eget Allerhelligste, hvor jei ikke kan følle henne, og en tong vemodi følelse sniger sei inn over mei og fyller mit hjerte, mere og mere — det føles som tilslut maa det briste —: Aah, som de barna derinne som er hennes ossaa hadde vært mine, og vi kunne sittet derinne sammen hun og jei og holt hverandre i haannen og set paa dem sove — vore børn! hennes og mine!... Naar saa vore øjne hadde møttes — gud hva maatte jei da ha følt ve aa trække henne inntil mei og trykke henne til mit hjerte!!!...

Saa staar hun igjen i døren i al sin dejlihet —:

— Saa yndi de sover! sier hun bløtt og trækker sagte døren til efter sei — og der straaler paa hennes ansigt et stille lykkeli smil, et vidunderli moder-sanseli Madonna-smil, som løfter hennes legemes dejlihet højt op i det uopnaaelie...

Saa kommer hun let over gulve og sætter sei likeoverfor mei ve det lille bore me lampen.

— Her har Di vist ikke vært før? sier hun me dæmpet stemme.

— Jo! éngang, for to aar siden, gik Bjørck og jei igjennem her — vi kom like fra kutteren og hadde faat lov til aa gaa inn til Dem og vaske os...

— Aa, den gangen naa!

— Di kan tro jei følte det underli den gangen, aa komme inn der hvor Di plejet aa sove, Di som jei syntes var saa dejli... og staa der og vaske mei