Og mei er det som er hun forsvunnet inn i sit
eget Allerhelligste, hvor jei ikke kan følle henne,
og en tong vemodi følelse sniger sei inn over mei
og fyller mit hjerte, mere og mere — det føles
som tilslut maa det briste —: Aah, som de barna
derinne som er hennes ossaa hadde vært mine,
og vi kunne sittet derinne sammen hun og jei og
holt hverandre i haannen og set paa dem sove —
vore børn! hennes og mine!... Naar saa vore øjne
hadde møttes — gud hva maatte jei da ha følt ve
aa trække henne inntil mei og trykke henne til mit
hjerte!!!...
Saa staar hun igjen i døren i al sin dejlihet —:
— Saa yndi de sover! sier hun bløtt og trækker sagte døren til efter sei — og der straaler paa hennes ansigt et stille lykkeli smil, et vidunderli moder-sanseli Madonna-smil, som løfter hennes legemes dejlihet højt op i det uopnaaelie...
Saa kommer hun let over gulve og sætter sei likeoverfor mei ve det lille bore me lampen.
— Her har Di vist ikke vært før? sier hun me dæmpet stemme.
— Jo! éngang, for to aar siden, gik Bjørck og jei igjennem her — vi kom like fra kutteren og hadde faat lov til aa gaa inn til Dem og vaske os...
— Aa, den gangen naa!
— Di kan tro jei følte det underli den gangen, aa komme inn der hvor Di plejet aa sove, Di som jei syntes var saa dejli... og staa der og vaske mei