— Ja jei maatte lé jei! sier hun og ler igjen —:
vi sat ute paa den grønne bakken mellem husene
nu før aftens, han og hun, og jei ve siden af...
alting var saa vakkert og jei tænkte paa dei — saa
sier Hanna, piken, som gaar over gaaren me et
brett —: «Nej, aa det er synn paa Dere da frue,
som ikke har noen mann!» — Ja det er det nok,
tænkte jei ve mei sell; men nejmen om jei ville ha
den mannen dér! —
og hun ler igjen og kysser mei, og stikker saa armen sin inn under min:
— Saa! sier hun — naa tænker jei vi kan gaa nedover! — naa maa de vel ha lagt sei dernede!
— og arm i arm vandrer vi afsted.
Det er ikke langt — der har vi alt husene, like paa nedsiden a vejen: det lille rø øverst, og nedenfor, halt glemt bak det, det noe større hvite. En bratt sidevej tar tilhøjre ned langs husene, nedover mot søen — ve toppen a den stanser hun og griper mei i armen:
— Bli staaende her til jei faar set efter at alt er iorden! hvisker hun sagte og springer saa, slank og let, ned langs det rø huse og forsvinner inn gjennem den hvite gitterporten nedenfor.
Alene staar jei igjen deroppe i den lyse stille sommernat og venter me bankende hjerte...
Det lille rø huse har bare ét vindu ut til denne kanten — om litt aapnes det, Vera læner sei ut a det og vinker, og jei springer forsikti derned.
Værelse jei klyver inn i er et bitte lite blaamalt
