Side:Syk kjærlihet.djvu/169

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


gla! — og jei gjemmer igjen mit ansigt ve hennes hals.

Er du gla for det? — min egen gut!... min egen kjære gut er du! hvisker hun ømt og trykker mei inntil sei:

— Nej, den Holger! sier hun saa om litt igjen — du kan tro han er fæl... ved gud at jei syns synn paa Helga som har faat en saan mann...

— Jamen, er ikke hun gla i ham?

— Jo, det tror jei nok du — men allikevel!... Og tænk, saa kommer han ikke herut mere enn én gang om uken... og mitt i uken har hun altid en græte-dag — en dag hvor hun bare sitter og graater og længes... Og naar han saa kommer om Lørdan — hvis faderen da er me, saa ligger han og Holger nede i «Karolinestuen» om natten, mens hun stakkar maa ligge alene oppe hos sei sell!

— Han er mei en løjerli en!

— Ja, ser du: det er ikke «passende» at de ligger sammen i faderens hus, han og hun, naar faderen er der! — og hun ler me sin høje lyse latter.

— Og fyren kommer aldri herut i uken? spør jei, og ler jei ossaa.

— Nej! Jei har sagt det til Helga jei, at nejmen om jei ville finne mei i det! Men det syns jo hun er forfærdeli — tænk aa si saant!

— og hun ler igjen.

— Naa, en hyggeli mann maa det være aa ha i allefall!