Side:Syk kjærlihet.djvu/166

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


sommernat, skyver op den hvite grinnen dernede og gaar spejdende videre, mens grinnen faller til igjen a sei sell. Pludseli stanser hun, natluften er henne for skarp; og me en frysenes bevægelse lægger hun begge albuer inn til siden, griper me én haann i hver af kaapens skinnkanter og slaar dem over hverandre fremme paa maven, saa kaapen sitter tæt og stramt omkring henne — fortsætter saa sin gang, spejdende opover...

Som naglet til træe staar jei der og stirrer paa henne som paa et syn - intil jei endeli samler mei volsomt sammen, river mei løs, og styrter afsted nedover mellem træstammerne, ut a skoven og frem paa vejen imot henne...

Hun er stanset ve lyden a de tørre grene som knaser under mine trin, og staar der stille og smiler mei imøte me et stort, sanseli smil; og da jei naar henne og slaar armene om henne og vil kysse det ihjel det dejlie smile, skyter hun skøjeragti kroppen frem saa vore legemer berøres fra øverst til nederst og jei gyser av vellyst — men hode kaster hun i det samme tilbake saa munnen me de smilende vellystie læper ungaar mine kys — og de faller isteden som illregnned over den hvite fyldie hals...

— Tak, tak! at Di kom, hvisker jei saa og skyver henne lempeli ut fra mei for aa faa se paa henne — kjære, kjære, hvor jei er gla at Di kom!...

Saa sier hun bløtt —:

— Du! jei kan ikke for at jei har maattet la dei gaa her og vente saa længe...