ræd for at der skal komme flere slike hopper jei ned a stengjære, springer over vejen, et stykke op i skoven, og blir staaende lænet mot et træ og spejde nedover mellem stammerne mot svingen dernede hvor hun skal komme. Længe staar jei der og stirrer — saa længe at jei tilslut føler mei som fastgrodd til træe jei læner mei mot. Smaafulene slutter sin sang, én for én, det blir tyst og stille runt omkring, sommernatten sænker sin lette skumring over vejen og jore derute — herinne mellem stammerne er det rent mørkt — jei venter og venter, og venter og venter — hun kommer ikke...
En uhyggelig angest sniger sei inn paa mei, alting omkring mei antar litt efter litt en spøkelseagti tone, dette me henne føles igjen som noe umuli og uvirkeli. Bare det er virkeli, at jei staar her som grodd sammen me dette træe, og maa bli staaende her og stirre haapløst ned mellem stammerne, dit ned hvor hun skulle komt hvis det hele hadde vært sant...
Hvorlænge jei har staat slik har jei ingen idé om. Saa pludseli styrkner bloe i mine aarer — der er hun!!!
Hun har kastet en si brun forværks-kaape om sei saa bare en smal bord af den lyse kjolen syns nedenom; paa hode har hun ingenting, haare faller viltert ned i pannen, den mørke fletten er slængt frem over den højre skulder.
Let og fornøjet kommer hun opover i den lyse
