— Nej... du... det tør jei aldri!
— Men, sier jei fortvilet — disse to maantene som jei har — hvis Di er gla i mei saa maa vi jo bruke dem til aa være sammen nat og dag, for aa se om vi virkeli kan komme til aa leve sammen. For ellers — gud forbarme sei, hvordan skal dette gaa?
— Ja, sier hun og ser paa mei me de store angestfuldt kjærlie øjne — jei skjønner det nok... men... du... nej! nej! jei tør aldri det!
Forfærdet stirrer jei paa henne og føler det som at hun har afsagt min dødsdom.
— Vet du? sier hun saa, nervøst, og der kommer pludseli noe vilt inn i de angstfulle, kjærlie øjne — idag da jei sto op saa tok jei a mei linte og stillet mei nøken hen foran det store spejle og saa paa mei sell... nøje saa jei paa mei, for jei ville se om jei var pén nok! — saa pén at du maatte bli helt tat a mei naar du fik se mei — det har jei aldri gjort for noen anden enn for dei! — Men saa var jei ikke det... ikke naa mer... hadde det vært for 5 aar siden saa...
og der lægger sei som en dyp skygge over hennes ansikt og hun ser mørkt hen for sei.
— Ikke pén nok?! — jei stirrer paa henne, beruset af hennes dejlihet — ikke pén nok?!... Vera, hvor kan Di bruke et or som pén om Dem sell?... højt højt over alt hva der er pént eller stygt staar jo du! du er dejli, dejli er alt det som er dei, som er dit, som hører dei til! dejli akkurat som det er,
