Side:Syk kjærlihet.djvu/152

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


hennes ansigt og hennes haar og hennes øre — aah, det dejlie lille øre! jei kysser og kysser det inni til al sans forgaar mei og jei igjen synker sanseløs om i hennes arme...

Men igjen vaagner jei ve at vellysten er over mei mens jei ennu famler omkring me haannen mellem baannene deroppe under kjolen - og igjen kan jei bare favne om hennes vidunderlie legeme og klamre mei som i fortvilelse inntil henne, mens vellysten rinner igjennem mei saa jei syns jei forgaar...

Forfærdet ser jei op paa henne da det er forbi — og ser hele hennes dejlihet, og forstaar at aldri kan jei række henne... aldri kan jei røre ve al denne dejlihet og gripe efter den for aa besidde den helt, uten at vellysten strax vil være over mei — aah! trykket jei mei bare naa inntil henne igjen, den ville være der me det samme!... aldri vil jei kunne naa frem til henne, me mindre jei litt efter litt kunne vænne mei til al denne dejlihet saavitt at jei kunne taale den, en stunn ialfall — da først, kansje...

og angest hvisker jei op til henne —:

— Vera! faar jei være hos Dem om natten?

Og igjen tar hun mei om hode me sine dejlie hænder og klapper mei bløtt nedover haare og kinne og rejser sei lempeli op i sittende stilling og ser paa mei me store underlie øjne, fulle af øm kjærlihet — men ossaa af angest. Og angest er ossaa stemmen, da hun hvisker det nervøst: —