har husene foran mei, bare me vejen mellem dem og mei.
Det hvite huse som ligger paa nedsiden a den grønne bakken, me façaden op mot mei, og ser ut som hovedbygningen, vét jei er bare kjøkken og barnekammer og pikekammer. Men i det lille rø huse som ligger opover paa højre side a græsbakken, me gavlen mot vejen — dér inne har hun og søsteren hver sit lite værelse her i den øvre enden, og i den nedre ligger havestuen me utsigt over søen, hvor de holler til om dagen - der inne sitter hun vel naa!...
— og tydeli ser jei den for mei igjen denne havestuen me pejs i det ene hjørne, som jei husker saa gott fra for to aar siden — og henne ser jei sittende i den sorte lænestolen foran pejsen, hode lænet bakover, hensunket i tanker, og mit hjerte banker volsomt ve aa vite henne saa nær — aah! om hun naa ville komme ut saa jei kunne plystre paa henne og faa henne herop!...
Men længe blir jei staaende der me bankende hjerte og vente — ikke et menneske viser sei. Saa sniger jei mei forpint et stykke videre bort, springer over vejen og ned gjennem skoven til jei er kommen nedenfor det rø huse, og kryper saa frem og blir liggende der og stirre bort paa den aapne døren inn til havestuen — derinne hvor jei tror at hun er...
— herregud, om hun bare ville komme ut paa trappen!
