Tilslut staar jei paa højden over Hvidsteen og
ser ut over fjoren, og har ennu ikke møtt henne —
hva skal jei gjøre? Ikke tør jei gaa ned gjennem
byn og bortover til der hvor hun bor, det har hun
sagt jei ikke maa, jei kunne bli set a noen som
kjenner mei... Og ikke tør jei ta gjennem skoven
over aasen der tilhøjre — for imens kan jo
hun komme den anden vej...
Jei sætter mei ned paa en sten ve siden a vejen, syk a længsel, og venter. Længe blir jei sittende der uten at hun kommer — saa rejser jei mei og gaar tilbake den vejen jei kom. Langsomt gaar jei, og venner mei nervøst for hvert andet skritt, for aa se om hun ikke kommer efter; men hun kommer ikke, og tilslut staar jei igjen ve Vestby kirke. Saa venner jei og gaar samme vej tilbake anden gang.
Bloe brænner i feber da jei igjen staar paa højden over Hvidtsteen og stirrer ut over fjoren — og da jei igjen sætter mei ned paa stenen ve siden a vejen for aa vente, brister jei i nervøs graat. Men saa springer jei op: jei aarker ikke mere, det faar gaa som det vil, men jei maa forsøke aa komme henne nærmere — og afsted sætter jei, inn i skoven, opover aasen, og nedover igjen paa maafaa, til jei faar se vejen som fører bortover til der hvor hun bor. Jei tør ikke gaa ned paa den for ikke aa bli set, og saa sniger jei mei afsted mellem træerne i skovkanten langs vejen, intil jei stanser bak noen busker like ve vejkanten og
