Og hun kaster sei ned paa fange mit og slaar
armene om min hals og kysser mei, og blir sittende
der me kinne sit trykket ømt inn imot mit.
— og jei sitter der beruset a henne, lykkeli saa jei syns jei maa forgaa...
Saa pludseli husker jei paa ham som har mistet henne, ham som hun ikke elsker mere, og jei hvisker stille til henne —:
— Vera! vil Di ikke skrive dette til Waldemar?
En mørk skygge lægger sei over hennes ansigt, og hun stirrer et øjeblik hen for sei me underli innadvent blik — noe grusomt bævrer omkring hennes munn, og i hennes øjne. Men saa ryster hun det a sei igjen og sier bare, henslængt —:
— Nej, det er tisnok han faar vite det, naar har éngang kommer herop!
Grusomt, forfærdeli grusomt synes jei det er a henne — stakkars ham som naa gaar dernede «i sorg og fortvilelse» som han skrev sist, men uten aa vite, uten aa skjønne —; men jei forstaar jo at hun vil ikke tænke paa det naa eller snakke om det, og saa sier jei ikke noe mer —
og igjen er det som min egen lykke slaar sammen over mit hode saa jei drukner i den — og jei bare trykker henne tæt inntil mei og napper igjen det dejlie lille øre hennes me tænderne og biter omkring det me bløte smaa bit, og kysser og kysser henne inni det til jei syns jei maa forgaa...
Nei, naa maa jei altsaa gaa! sier hun om litt og springer pludseli op fra fange mit.
