Side:Syk kjærlihet.djvu/105

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


jei da! — og hun rejser sei og sier «adjø saalænge!» og gaar. Vera laaser a døren efter henne og sætter sei hen paa sin plass igjen likeoverfor mei.

Uten aa si noe blir hun sittende der og bare se paa mei me de store rare øjnene — et underli, intenst, inkvirerende blik, som forlanger hun at naa skal jei aapne for henne hele min sjæl. Og jei gir mei skjælvende hen til disse øjne og føler det som at min sjæl viljeløs aapner sei for henne, saa hun kan se like inn i den lissaa klart som jei sell. Og et underli smil, grusomt og ømt paa én gang, glier hen over hennes fyldie buete læper da hun ser at jei er bare hennes, at hele min sjæl er fyldt bare af henne. Og me det smile lissom tar hun mei til sei, tar mei til sei som sin erobrede ejendom — og saa brister der noe i hennes øje, og det underlie smile til stærkere — grusommere og ømmere paa én gang — og hun rejser sei og kommer fort omkring bore over til mei, de underli brustne øjne dybt sænket i mine, og bøjer sei fort ned over mei og slaar armene om halsen paa mei, og trykker kinne sit haart op imot mit.

Og jei lægger rystende mine arme om hennes liv, men tør ikke trække henne ned paa fange mit og kryste henne intil mei: — jei er hennes, det er sant; men hun kan jo aldri bli min...

Saa sætter hun sei ned paa stolen ve siden a mei, og jei ser en stunn angstfuldt fortabt inn i de store kjærlie øjnene hennes.