Side:Syk kjærlihet.djvu/104

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Gaarder bor, vandrer jei nervøs op og ned a gulve, stirrende ut i gaaren, og venter me forfærdeli hjerteklap. Pludseli kommer Vera og Maiken frem af portrumme dernede og fort opover den skraanende gaarsplass. Det sortner for mine øjne, halt afmægti maa jei gripe mei i borplaten og holle mei fast — saa banker det paa døren og de kommer inn.

— Godag! sier Vera fort og rækker mei haannen og ser paa mei me store rare øjne.

— Godag! faar jei saavitt frem til svar, mens jei ser henne inn i øjnene me en underli blanning af angest og taknemmelihet.

Saa sætter hun sei ned paa en stol ve det runne bore foran sofan, søsteren sætter sei ve sidena og jei likeoverfor henne. Og mens hun betragter mei, lissom inkvirerende me de store rare øjnene sine, fortæller hun mei, at de kom til byn me «Moss» naa klokken ni og gik like ombor i Alfa; der fik de vite at jei var blet agterutsejlt i Arendal, men sansynlivis maatte være kommen efter me «Motala» inat — og saa sat de sei op i en drosche og kjørte omkring i byen og saa efter mei — intil de fik øje paa mei utenfor Gravesen...

Jei sitter der og ser henne inn i øjnene mens hun taler. Da hun er færdi har jei ingenting aa si; Majken sier heller ikke noe — og vi blir sittende der og se paa hverandre alle tre. Endeli sier Majken:

— Ja, saa faar jei gaa ut og faa gjort de tingene