Saa gaar vi ilann og opover gjennem den døe
$byen i en underli flau stemning. Jei har jo ingenting
aa si mer til disse par eneste venner jei har...
og ingenting kan man gjøre her i denne byen paa
denne tid a døgne for aa faa tiden til aa gaa, der
er jo ingensteder aa gaa hen, alting er jo lukket
— og penge har de forresten heller ikke noen a
dem viser det sei...
Og saa skilles vi litt efter litt allesammen. En forsvinner bort i den tomme graa gaten, en anden bort i den tomme graa gaten — og tilslut er det bare Schander og mei som alene, uten maal og méd, vandrer tause ve siden a hverandre omkring i den sovenes byen...
Ve sex-tiden sitter vi utenfor Grand vi to, paa en a de grønne bænkene der, tause og triste, og ser opover det tomme Karljohan. Det første streif af maarensolen faller røgult hen over trær og busker derover paa parksiden — men gud hvor der mangler farver her allikevel! hvor det hele er graatt og fatti aa se til...
Og en tong længsel kommer over mei efter Paris’s store farverike Boulevarder hvor jei har vandret me henne — herre herre gud, det skal altsaa aldri ske mer — det føles som hjerte vil briste — aldri mer!... om fjorten dage ligger jei lik etsteds her i denne fæle byen... og følles til graven a henne og mine venner og noen andre onge mennesker som i sin tid har følt noe ve aa læse «Bohêmen» — og saa er det hele forbi...
