Side:Syk kjærlihet.djvu/102

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Og han som sitter her ve siden a mei... som ikke har noen aa elske længer, naa da hun er dø — jei ser bort paa det bleke triste ansigte hans — ja, han føller mei ossaa til graven. Og saa rejser han bakefter til Buenos Ayres for aa se om han kan leve op igjen dér — uten henne!... Stakkars, stakkars ham! han har det jo endda værre enn jei; Vera er da ikke dø! jei skal endda faa se henne igjen, og være sammen me henne i fjorten dage — og saa faa dø hos henne, me hode i hennes dejlie fang... Vera, Vera! tak for at du er saa gla i mei som du er...

og taarerne rinner mei stille ned ansigte mens jei sitter der og stirrer ut i luften og ser det tydeli for mei igjen det vidunderlie skjæbne-ansigte hennes som stirrer tilbake paa mei fra kupévindue...

Pludseli mærker jei at Schander sitter og ser paa mei — og vi vexler et trist øjekast, og rejser os saa, og vandrer tause videre, nedover den graa folketomme gaten...

————————

Ve ti-tiden kommer Gaarder og jei ned til Gravesen, hvor Gaarder har kredit. Solen skinner; inne i skyggen under det store røstripete telte sitter her og der en fyr og drikker sin kaffe og læser sin maarenavis. Vi sætter os ned ve et lite bor inne under telte vi ossaa, og faar — han et glas vann bare, men jei en absinth, for aa døve mine oprevne nerver.