og gir os ikke et fuldt paalitlig billede av de ledende mænd paa Sverres tid. I det hele tror jeg, at Sverres saga maa læses med kritik. Dens fremstilling er ikke altid rigtig. Hvor vi er istand til at kontrollere den ved hjælp av samtidige aktstykker, kan der, som jeg alt har nævnt, paavises flere feil. Vi maa heller ikke tro, at alle de taler, som findes i sagaen, virkelig har været holdt. De taler, som kong Magnus og hans mænd skal ha holdt, er saaledes efter al sandsynlighet opdigtet. Det er litet rimelig, at sagaskriveren, som var paa Sverres side, skulde kunne vite nøiagtig, hvilke ord hans motstandere brukte. Alle disse taler, som er hyppigere i Sverres saga end f. eks. i Heimskringla, skyldes vistnok paavirkning fra klassiske skribenter, f. eks. Livius. I den egentlige sagastil hører de derimot ikke hjemme. I det hele maa dog Sverres saga, som sagt, læses med varsomhet. Den gir os bare Sverres syn paa forholdene og lar os se med hans øine; den gjør ingen forsøk paa at forklare hans motstanderes handlemaate. Sagaskriveren gaar med en harefot over striden mellem Sverre og kirken, og grundene til den dypt rotfæstede uvilje mot Sverre i Viken hører vi intet om. Men disse mangler opveies av de mange fortrin, som Sverres saga eier fremfor vore andre kongesagaer. Ingen anden av dem gir os et saa levende billede av begivenhetene og de handlende personer. Ingen skikkelse i vor gamle historie kjender vi saa godt som Sverre. Hans saga er et enestaaende «menneskelig dokument», ved siden av Snorres Olav den Helliges saga den ypperste av vore kongesagaer. Stilen er simpel og ukunstlet, den almindelig dagligdagse fortællemaate, forskjellig baade fra ættesagaens ofte litt kunstlede knaphet og fra de legendariske skrifters svulst og opstyltethet.
Intet av de haandskrifter, som vi nu har av Sverres saga, gir os dog sagaen i dens oprindelige skikkelse, ganske slik som abbed Karl og hans fortsætter skrev. De er fra det 14de og 15de aarhundrede og er alle indbyrdes ikke saa litet forskjellige; ingen av dem kan være ordrette avskrifter efter originalen. Der findes i det hele fire fuldstændige haandskrifter av Sverres saga foruten en hel del brudstykker:
I. Nr. 327 i den Arnamagnæanske haandskriftsamling paa universitetsbiblioteket i Kjøbenhavn, et haandskrift fra anden del av 14de aarhundrede, utgit i Fornmannasögur b. VIII (Kaupmannahöfn 1834).
II. Flateyjarbók (Flatøyboken), den store samling av kongesagaer, som er blit til omkr. 1370—1380, hvor presten Magnus Thorhallssøn, som før nævnt, har avskrevet Sverres saga. Flateyjarbók er utgit i tre bind (Christiania 1860—1868) ved Guðbrandr Vigfusson og C. R. Unger. Sverres saga findes i 2det
