«Min fosterdatter,» pleiede fru Mangor at
presentere Sine Filipsen, med en bevægelse med sin
store fede haand, som om hun feiede sin
fosterdatter bort i krogene. Og der blev fosterdatteren
siddende. Fru Mangor trak hende idetmindste
aldrig frem.
Fru Mangor var en gammel, tyk, übevægelig dame med en bastant underlæbe. Den slags underlæber, der ikke viger for milde ord eller verdens stød, men har sin egen sure, uforgribelige mening om alt mellem himmel og jord. Fru Mangor sad nu plantet fast i sin lænestol den hele dag, det var, som hendes hele person i tidens løb var surnet sammen til en eneste stor ubevægelig klump. Men fra denne sin lænestol ærgrede fru Mangor sig over alt, som foregik i den lille by og den hele verden. Det var dog især to ting, der var fru Mangors kontraparter. Det var børn og aktier.
«De vokser op til nogle gode mandeplager allesammen,» sagde fru Mangor og tittede mellem sine røde geranier ud i den stille gade efter smaapiger, der gik til og fra skolen. For igrunden var det mest smaapiger, der var fru Mangors aversion. Gutter kunde man jo altid tænke skulde komme til at tjene penge. Men smaapiger! Ikke maatte de gifte sig, for da satte de for mange børn ind i denne verden, hvor der var lidet penge at dele paa før, og kvindesagsbevægelsen var fru Mangor mod af sit dybeste, sureste princip. Igrunden havde nok hendes fosterdatter Sine
