paa stabelen, — det er de ugifte kvinder, der gaar og pusler med den slags.
Bare om kjærlighed naturligvis.
Saadan er det med Sine Filipsen. Om du møder hende paa gaden, du husker hende ikke to-tre minutter efter, — det er tusener med Sine Filipsens ydre. Rødligt haar, halvstor, hellere mager, ingen øienbryn, smaa, lyse øine. Det er intet individuelt, intet at fæste sig ved; kanske hun ser yngre ud, end hun er. For Sine Filipsen er nu tre og firti aar.
Ni aar gammel var hun blevet forældreløs og kom i huset til fru Mangor. Den gamle fru Mangor i det hvide velstelte hus oppe ved kirken.
«Jeg tog hende lige ud af fjeldet, kan jeg sige,» pleiede fru Mangor at udtrykke sig, naar hun omtalte Sine Filipsens ankomst til hendes hus. Ved denne billedlige udtryksmaade vilde fru Mangor antyde Sine Filipsens aandelige niveau, da hun blev optaget i den Mangorske familie. Forsaavidt havde vistnok fru Mangors opdragelse været heldig. Sine Filipsen var nu den, der holdt det hele hus i gjænge. Den lillebitte duftende have bag det hvide stakit, de snorlige gange, de blanktskinnende vinduer, gardiner uden plet eller lyde, værelser, der duftede af renhed, og sølvtøi, der skinnede af puds, — alt dette skyldtes Sine Filipsen.
Trods alt dette var der dog ingen, som talte videre om Sine Filipsen, hverken indenfor eller udenfor det hvide stakit.
